Under 18?

De færreste børn har lyst til at drikke alkohol, fordi de ikke bryder sig om smagen. Når børn alligevel begynder at drikke, er det for at signalere, de er trådt ind i voksenlivet.  

Som forældre skal man forsøge at udskyde debutalderen så længe som muligt. Man skal være 16 år, før man må købe alkohol, hvilket er et signal om, at tiden i folkeskolen bør være alkoholfri. Jo senere man får sin alkoholdebut, jo bedre.

 

Flertalsmisforståelser
En stor del af de unge, der fortæller kammerater, hvor meget de har drukket, overdriver. Faktisk drikker unge mellem 1/2 og 1/3 mindre, end de fortæller. Det kaldes flertalsmisforståelsen.

 

Også forældre tror, at andre forældre tillader mere, end de selv har lyst til at give lov til. En undersøgelse for GODA viser, at 3 ud af 4 forældre mener, at unge skal være 16 år eller ældre, før de begynder at drikke alkohol.

 

Lovgivning
Alkohol påvirker en ung langt mere end en voksen, fordi deres hjerne og krop endnu ikke er fuldt udviklede. Det er grunden til, at det er ulovligt at sælge alkohol til børn under 16. På udskænkningssteder er det ulovligt at sælge alkohol til unge under 18 år.

 

Hvis du er forælder til en teenager, så tal med dit barn om alkohol, se afsnit om forældre

 

Hvis du er over 16, så se unggoda.dk